"Jeg har en teori," informerer han mig om, mens han omhyggeligt fordeler tobakken på det lille stykke papir. Han har filteret mellem læberne, det bliver på forunderlig vis siddende, selvom han snakker. Jeg betragter fascineret fænomenet, halvt i smug, studerer hans mund, hans skæg, i tryg forvisning om at han ikke har brug for min tilskyndelse for at uddybe den omtalte teori. Det kommer af sig selv, når først han åbner munden. Måske det er skægget der muliggør det bionedbrydelige filters imponerende balanceevner? Jeg når ikke at få afgjort sagen før han flytter det til den designerede plads for enden af tobakken.
"Ja," svarer han, selvom jeg ikke har spurgt, mens det tynde papir knitrer velkendt mellem fingrene på ham. "Jeg tror det skal knaldes på plads. Det er fordi vi ikke har tid nok til at knalde. Når først vi får det, så tror jeg det falder på plads."
Et kort øjeblik når teorien at fange min opmærksomhed, men så sker der det, der altid sker når Stodderen snakker om at knalde.
***
Samtalen finder sted, mens de sidste rester af sommervarme stadig klamrer sig stædigt til septembers lyseblå luft, inden mørket falder på og varmen må vige for at den første sne kan falde. I månederne imellem finder vi nætter og dage, lange, dovne timer og hastige, stjålne minutter, og selvom tingene en efter en bliver knaldet på plads, glemte hans teori at tage højde for alt det der samtidig bliver knaldet løs. Mit forhold til alkohol og stoffer, min seksualitet, mine drømme, min fremtid, mit ægteskab, min moral og det meste af min selvopfattelse.
***
Jeg sidder midt i november og må nøjes med lydsporet, alle de forbandede, umulige kilometer der unaturligt skiller os er uoverkommelige i nattemørket. Zippo-lighteren. Klik, klank og til sidst et klops, når han smider den fra sig på bordet. Så det første, dybe hiv på smøgen.
"Skal vi ikke købe et gammelt lortehus langt ude på landet?"
"Jo," svarer jeg, som om han havde tilbudt mig en pose bland-selv-slik. "Det er det vi skal."
No comments:
Post a Comment